Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Exo-skeletter og sliberobotter giver tommel op på arbejdsmiljø, kvalitet og produktivitet

Hos Leth Beton prioriterer de arbejdsmiljøet højt. Derfor tester de i øjeblikket et exo-skelet, der kan aflaste medarbejderne ved ensidigt, gentagende arbejde. Derudover har de investeret i en sliberobot, der har overtaget 80 procent af det manuelle slibearbejde.

Det lyder som det rene science fiction, men ikke desto mindre er det en hel almindelig hverdag hos Leth Beton i Nordjylland. Her er exo-skelettet og sliberobotten en fast og uundværlig del af holdet.

Exo-skelet giver et ekstra løft
I modsætning til de fleste science fiction-film giver exo-skelettet ikke medarbejderne overmenneskelige, batteridrevne kræfter. Det er derimod et passivt system, som understøtter medarbejdernes kropsholdning i situationer, hvor de udfører den samme bevægelse gentagende gange.

Systemet er udviklet som et skelet til enten ryg, arme eller ben. Leth Betons medarbejdere, der arbejder med støbning af betonelementer, anvender exo-skelettet til ryggen. Det betyder, at de kan arbejde med langt mindre risiko for nedslidning, når de udfører arbejde med gentagende forover bøjninger.

– Når vi støber betoneelementerne, er der processer, hvor medarbejderne er udsat for samme gentagende bevægelse. De bukker sig forover og retter sig op igen og igen. Her hjælper exo-skelettet, medarbejderne til at løfte ergonomisk korrekt og aflaster medarbejderne, så de ikke udtrættes eller til sidst får ondt i ryggen, siger produktionsdirektør hos Leth Beton, Henrik Egelund, og tilføjer:

– Vores ældste medarbejder er i dag 73 år. Dem vil vi gerne have nogle flere af en dag, så det er vigtigt, at vi passer godt på dem.

Det er HD Lab, der står bag udviklingen af exo-skelettet. Baggrunden for, at Leth Beton indgik et samarbejde med HD Lab om at teste skelettet var at forbedre arbejdsmiljøet i virksomheden.

– Men når det er sagt, så kan vi også mærke en øget produktivitet, fordi medarbejderne ikke bliver trætte i samme grad som tidligere. Det betyder også, at der sker færre fejl i det daglige arbejde, siger Henrik Egelund.

Leth Beton har en tæt dialog med HD Lab. Det betyder, at de løbende kan justere exo-skelettet, når de opdager noget, der kan blive endnu bedre. Men i bund og grund er Henrik Egelund meget tilfreds med funktionen af skelettet. De har kun haft små justeringer til komforten. 

Robotten tager slæbet
For at lette arbejdsprocessen ved slibning af terrazzo har Leth Beton fået en sliberobot ind i produktionen.

Sliberobotten har to arme. Den ene arm starter med at grovslibe, hvorefter den anden arm går i gang med at finslibe. Det vil sige, at de to arme sliber side om side. Robotten er forprogrammeret til at slibe med et bestemt tryk, så med hjælp fra lasere og trykfølere finder robotten selv ud af, hvor meget den skal slibe.

– Grunden til, at vi er blevet glade for robotten er, at den er utrolig nem at have med at gøre, hvilket også var et af vores krav til robotten, inden vi fik den. Vi skal ikke taste data ind i den, men lægger bare elementet og trykker på start. Det betyder, at selv jeg kan betjene den, siger Henrik Egelund.

Robotten har i dag overtaget 80 procent af slibearbejdet i virksomheden. De sidste 20 procent udføres fortsat manuelt af Leth Betons medarbejdere. Det er slibeopgaver af de små detaljer på elementerne, som robotten ikke kan lave.

– Selvom robotten har overtaget størstedelen af slibearbejdet, betyder det ikke, at vi har afskedigede nogle af vores medarbejder. De har derimod fået nogle andre – og set i mine øjne – mere intelligente slibeopgaver. Det betyder, at de laver mindre monotont slibearbejde, og det er de rigtig glade for, siger Henrik Egelund.

Robottens to arme svarer til to medarbejdere. Men forskellen er, at robotten ikke holder pauser, og den sliber konstant uden små løft, som man ikke kan undgå ved manuelt arbejde. Derudover kræver robotten ikke overvågning, og den er bygget op, så den kan køre i døgndrift, hvis der i travle perioder skulle opstå behov for det.

– Robotten har gjort, at vi har øget vores produktivitet markant. Før vi fik robotten, var de tre mand til at udføre det samme arbejde, som robotløsningen gør i dag. Men vi har også fået en meget højere kvalitet af elementerne. Det skyldes, at robotten laver en mere konsistent overflade, som ikke afhænger af om medarbejderen eksempelvis er træt, siger Henrik Egelund.

Hos Leth Beton har de haft sliberobotten i snart to år, og de mærker allerede forbedringer i forhold til virksomhedens arbejdsmiljø, kvalitet og produktivitet.


Exo-skelettet aflaster medarbejderne i støbeprocesser, hvor der foregår mange ensidige og gentagende bevægelser. Foto: Leth Beton.


Robotten står i dag for 80 procent af slibearbejdet hos Leth Beton, hvilket betyder, at medarbejderne udfører langt mindre monotont slibearbejde. Foto: Leth Beton.