Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Søg op til 500.000 kr. til idéudvikling

Byggebranchens virksomheder inviteres til at søge penge til et projekt, der kan skabe værdi i byggebranchen i form af ny teknologi, klimasikring, cirkulær økonomi og materialer med forbedret funktion og holdbarhed. Se udbud, vejledning og retningslinjer.

Innovationsnetværket InnoBYG har netop lanceret et nyt udbud af såkaldte spireprojekter. Udbuddet er målrettet virksomheder, som kan få hjælp fra en af netværkets videnpartnere til at videreudvikle på en ide eller undersøge en problemstilling nærmere. 

Emner
Der kan søges bredt inden for emnerne:

  • Digitalisering og implementering af ny teknologi
  • Materialer og konstruktioner med forbedret holdbarhed og funktionalitet
  • Cirkulær ressourceeffektivitet
  • Gode fysiske rammer og indeklima
  • Energieffektivitet og klimatilpasning.

Se udbuddet, vejledning og retningslinjer.

Beløb
Det er muligt at søge op til 500.000 kr.

Til gavn for virksomhedernes udvikling
Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og styregruppeformand i InnoBYG, håber at få en masse spændende projektansøgninger ind fra byggebranchens virksomheder - lige fra bygherrer til rådgivere, udførende virksomheder og materialeleverandører.

- Formålet med projekterne er at styrke virksomhedernes innovation og vækstpotentiale og ikke mindst at styrke samspil og videnudveksling med forsknings- og videninstitutioner. For virksomhederne er spireprojekterne en mulighed for at få rådgivning, afprøvning, test og demonstration hos InnoBYGs videnpartnere. Og selvom der skal være minimum to virksomheder med i et projekt, er der masser af viden at hente for den enkelte virksomhed. Aktiviteter der viser forretningspotentiale er særligt interessante, understreger Michael H. Nielsen.

Videnparterne i InnoBYG
Projektide og ansøgning skal laves sammen med en eller flere af efterfølgende videnparter:

  • Arkitektskolen Aarhus
  • DTU
  • DBI
  • Ingeniørhøjskolen ved Aarhus Universitet
  • Kunstakademiets Arkitektskole
  • SBi ved Aalborg Universitet
  • SDU
  • Teknologisk Institut
  • VIA University College.