Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Digitale beregninger sikrer bæredygtighed

Ingeniørvirksomheden Niras har brugt Betonelement-Foreningens skive-beregningsprogram til at dimensionere et nyt elementbyggeri i Ørestad Nord. Beregningerne gør det muligt at skabe et fleksibelt, bæredygtigt og fremtidssikret multihus bestående af få faste elementer.

Betonelement-Foreningen har i samarbejde med Niras, DTU og selskabet Optum Computational Engineering udviklet et digitalt værktøj, der kan beregne betonelementernes bæreevne og dermed reducere armeringsmængden til et minimum. Skiveberegningsprogrammet er anvendt af Niras til at dimensionere og optimere komplekse vægskiver i opførelsen af et nyt multihus i Ørestad Nord. Det har gjort, at kravene til et fleksibelt og bæredygtigt multihus er overholdt.

– Skiveberegningsprogrammet har gjort det muligt at skabe et fleksibel multihus. Og med fleksibel mener vi mange anvendelsesmuligheder. Takket være nøjagtige beregninger får vi en bygning med ganske få bærerende vægelementer, fordi programmet kan udregne væggenes bæreevne. Det betyder, at vi optimerer byggeriet ved at udnytte væggenes maksimale bæreevne, så vi får færre vægge i bygningen, siger ekspertisechef hos Niras, Lars Zenke Hansen.

Bygningens faste elementer består udelukkende af facader, etageadskillelser, søjler, bjælker og trappekerner. Dermed kan bygningen uproblematisk og uden de store ændringer laves om, hvis en eventuelt ny lejer ønsker at bruge den til andre formål, end den er indrettet til på nuværende tidspunkt.

– Faktisk ville det ikke kunne lade sig gøre at få en fuldkommen bærende facade, hvis ikke vi anvendte skiveberegningsprogrammet. Med programmet får vi en masse detaljeret udregninger, som er afgørende for, at vi kan regne facaden som stabiliserende, siger Lars Zenke Hansen.

Mange gevinster på bæredygtighedsregnskabet 
Med skiveberegningsprogrammet er det muligt at ressourceoptimere betonelementerne. Niras har lavet beregninger helt ned til betonnormens minimumsgrænse, og dermed minimeret materialeforbruget i form af armering og fuger. Det giver et plus på elementernes bæredygtighedsregnskab.

Derudover arbejder multihuset ud fra en DGNB-certificering, der medregner miljømæssig bæredygtighed i hele bygningens livscyklus og ligeledes vægter økonomisk og social bæredygtighed.

Store dele af bygningen opført i genbrugsmaterialer. I stedet for at anvende genbrugstegl i facaderne arbejder man med resttegl, som er overskudstegl. Det er tegl, der er kasseret af æstetiske årsager eksempelvis fordi, de er blevet grimme i brændingsprocessen.

– Hvis ikke, at overskudsteglene bliver anvendt i byggerier som multihuset, bliver de nedknust. Det vil medføre et stort ressourcespild, og derfor er det enormt positivt, at Lendager Group fik ideen til at bruge overskudsteglene på multihuset, siger Lars Zenke Hansen.

Ubehandlede betonkonstruktioner og synlige installationer 

Niras står for at projektere multihuset og har således det ingeniørtekniske ansvar for alle ydelser som konstruktioner, installationer, forsyning, brandsikring og indeklima. Udover at projektere huset har Niras A/S også ansvar for projekteringsledelsen og IKT-ledelsen.

– Et af husets karaktertræk i kontorfællesskabet er, at betonkonstruktionerne skal stå ubehandlet. Dette – sammen med synlige installationer – gør, at vi skal være særligt fokuseret på den sidste finish. Det stiller store krav til den tekniske rådgivning, siger Lars Zenke Hansen.

Synlige installationer og ubehandlede betonkonstruktioner giver en ukompliceret indretning, som også er med til at skabe et fleksibelt multihus med mange potentialer og anvendelsesmuligheder.

En bygning - mange muligheder 
Multihuset er på 24.000 kvadratmeter. Det er ved at blive opført i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord i København, og som et fleksibelt multihus skal det rumme både hotel, restaurant, café, serviceret kontorfællesskab og en dagligvarebutik. Bygningens forskellige elementer skal supplere hinanden for at imødekomme fremtidens fleksible arbejdsmarked.

- Vi står foran den fjerde industrielle revolution, hvor fremtidens arbejdsstyrke vil arbejde på helt nye måder. Det kommer til at stille store krav til det byggede miljø, og derfor ligger der både befolkningsdemografi, antropologiske og sociologiske analyser til grund for vores udvikling af det nye multihus, siger udviklingschef i Tetris, Anders Sælan. 

Tetris og NREP er bygherre på det nye multihus, som forventes at stå færdig i starten af 2021. Ifølge Tetris er én af nøglerne til fremtidens arbejdsplads at åbne bygningerne for den omgivende by og lade funktioner smelte sammen.
 


I forbindelse med byggeriet har Niras udarbejdet en rendering af brugen af vægskiveprogrammet, som viser de beregnede spændinger lagt ind over BIM- modellen.

Læs hele artiklen i Magasinet Beton her