Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Terrassebyggeri i Ørestaden løb med fornem pris

Nyskabende arkitektur i betonelementer resulterede i Betonelement-Prisen 2011 til VM Bjerget på Amager. Bjarke Ingels modtog den fornemme pris på Bæredygtig Beton Konferencen den 22. marts, hvor han også fik overrakt Utzon-Statuetten

Den internationalt anerkendte arkitekt Bjarke Ingels var hjemvendt fra sin bopæl i New York for at modtage prisen i Aarhus. Priskomiteen var ikke i tvivl om, at Betonelement-Prisen skulle gå til Bjarke Ingels, frontfiguren i firmaet BIG – Bjarke Ingels Group, for arbejdet med betonelementer i boligkomplekset VM Bjerget i Ørestaden.

”VM Bjerget viser en ny måde at skabe arkitektur på, som kun kan lade sig gøre med betonelementer. Samtidig kombinerer Bjarke Ingels farvet og rå beton, ligesom han dækker betonelementerne i metal, træ og glas. Resultatet er en hidtil uset æstetik og oplevelsesrigdom. Bjarke Ingels har skabt innovation og udvikling i et traditionelt materiale,” forklarer priskomiteens formand, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen.

Sammenligning med Utzon
Sammen med Betonelement-Prisen 2011 modtog Bjarke Ingels Utzon-Statuetten, der er designet af Jørn Utzon og blev overrakt af Kent Martinussen. Overrækkelsen blev ledsaget af en videohilsen fra Jørn Utzons søn Jan Utzon, som gav udtryk for stor beundring over Bjarke Ingels imponerende karriereforløb og sagde direkte til Bjarke Ingels: ”Du har om nogen fortjent denne pris i dag”. Hele videosekvensen kan ses på www.bef.dk.

Ifølge formanden for priskomiteen er det nærliggende at sammenligne Bjarke Ingels med Jørn Utzon, der selv anvendte betonelementer i mange byggerier.

”Bjarke Ingels er vor tids Utzon, der gennem sin originalitet viser, hvor arkitekturen bevæger sig hen. Ligesom Utzon, der eksempelvis brugte betonelementer til at løse kompleksiteten i Operahuset i Sydney, bruger Bjarke Ingels i VM Bjerget betonelementer til at skabe en rummelighed, som ikke kan lade sig gøre med andre materialer,” siger Kent Martinussen.

VM Bjerget, der blev initieret i regi af Bjarke Ingels’ første tegnestue PLOT, blev projekteret og gennemført af BIG i 2008. Byggeriet består af 80 boliger med store tagterrasser og taghaver, der er med til at skabe en illusion af, at hele Amager Fælled løftes op og bliver til en grøn bolighave. Robuste og stabile betonelementer har banet vej for nyskabende arkitektur med en overraskende og originale placering af boligerne i forskudte planer oven på et parkeringshus.

Glad og stolt prismodtager
Bjarke Ingels, der også anvender betonelementer på en nyskabende måde i VM Husene og 8tallet på Amager, sætter stor pris på anerkendelsen fra den danske byggebranche.

”Danmark er i høj grad et land, der er opført af betonelementer. Derfor er det fantastisk at få en så stor anerkendelse fra netop Betonelement-Foreningen og en branche, der er central for dansk byggeskik. Samtidig har Jørn Utzon altid været mit store forbillede. Han forstod mere end nogen anden at udnytte dansk fornuft og additive principper til at realisere fantasifuldt, vildt og råt byggeri på en rationel måde,” siger Bjarke Ingels.

Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten, der er indstiftet af Betonelement-Foreningen blev overrakt på Bæredygtig Beton Konferencen arrangeret af Dansk Beton, der er en sektion i Dansk Byggeri. På konferencen blev der også uddelt tre andre priser. In-situ Prisen gik til Nibsbjerg Vandcenter i Holstebro, Bæredygtig Beton Prisen gik til DANVA Vandhuset i Skanderborg, og Betonprisen gik til centerleder Mette Glavind fra Teknologisk Institut.

Fototekster
Foto 1: Arkitekt Bjarke Ingels modtog dansk arkitekturs Oscar, Utzon-Statuetten, for boligbyggeriet VM Bjerget på Amager. Prisen blev overrakt af Kent Martinussen, Dansk Arkitektur Center.



Foto 2: VM Bjerget ligger på Amager og kombinerer rummelige bylejligheder, taghaver og parkeringshus.



Fakta om Betonelement-Prisen

  • Betonelement-Prisen blev etableret i 1978 og uddeles til danske arkitekter, der på uventede måder benytter sig af betonens mangfoldighed i byggerier i Danmark.
  • En priskomite afgør, hvem der vinder Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten. Pris-komiteen består af:
    • Bente Scavenius, kunsthistoriker, mag. art.
    • Jørn Langvad, arkitekt MAA, Jørn Langvad A/S
    • Kent Martinussen, arkitekt, adm. direktør, Dansk Arkitektur Center
    • Claus Bering, ingeniør, adm. direktør i Betonelement by CRH Concrete a/s og bestyrelsesformand for Betonelement-Foreningen
    • Christian Cold, arkitekt MAA, Entasis
  • Med Betonelement-Prisen følger 75.000 kroner, der sponseres af Aalborg Portland, en plakette til bygherren til indmuring samt en indrammet lærredsgengivelse af plaketten til arkitektfirmaet. Aalborg Portland har desuden sponsoreret mangfoldiggørelsen af Utzon-Statuetten.
  • Betonelement-Prisen 2011 blev overrakt på Bæredygtig Beton Konferencen i Musikhuset Aarhus den 22. marts 2011.
  • Læs mere om Betonelement-Prisen på www.bef.dk


Fakta om Utzon-Statuetten

  • Vinderen af Betonelement-Prisen kan tildeles Utzon-Statuetten, som er designet af Jørn Utzon og første gang blev uddelt i 2009.
  • Utzon-Statuetten er formgivet af Jørn Utzon i 2008 og symboliserer Jørn Utzons verdensberømte ikon, Operabygningen i Sydney fra 1973, hvis ”vinger” blev formet over kuglefaconen.
  • Etableringen af statuetten som symbol på Betonelement-Prisen skete i anledning af Jørn Utzons 90-års fødselsdag den 9. april 2008.
  • Utzon-Statuetten blev første gang overrakt sammen med Betonelement-Prisen i 2009.
  • Hele videosekvensen med Jan Utzons hilsen til Bjarke Ingels kan ses på www.bef.dk


Fakta om VM Bjerget

  • VM Bjerget ligger i Ørestad City på Amager og stod færdigt i 2008.
  • Byggeriet rummer 80 boliger i forskudte planer med store tagterrasser og taghaver. Boligerne er placeret ovenpå et parkeringshus i fire etager med plads til 480 biler.
  • I 2008 vandt VM Bjerget prisen for verdens bedste boligbyggeri på det prestigefyldte World Architecture Festival i Barcelona.
  • VM Bjerget er en søsterbebyggelse til VM Husene, der blev kåret til Nordens bedste bygningsværk i 2005

Fakta om Bjarke Ingels og BIG

  • Bjarke Ingels er født i 1974 og uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1999.
  • Stiftede i 2005 arkitektgruppen BIG Bjarke Ingels Group i København efter at have været medstifter til tegnestuen PLOT i 2001.
  • Ud over VM Bjerget står Bjarke Ingels blandt andet bag VM Husene, 8tallet og den danske pavillon ved EXPO 2010 i Kina.
  • BIG har i dag 80 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Kasakhstan og Færøerne.

For yderligere oplysninger om Betonelement-Prisen
Kent Martinussen, formand for Betonelement-Prisens priskomite, tlf. 32 64 54 87.

Poul Erik Hjorth, direktør for Betonelement-Foreningen, tlf. 72 16 02 68.

Vedrørende pressemateriale:
Mikkel Krogh, Kragelund Kommunikation, tlf. 87 88 20 20.