Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byggebranchen får lavenergiboliger serveret på sølvfad

På to temamøder i Århus og Taastrup præsenteres byggebranchen for resultaterne af et tværfagligt udviklingsprojekt fra Letbetonelementgruppen BIH

Æstetik, komfort, imponerende energiregnskaber og minimale meromkostninger ved byggeriet går op i en højere enhed i projektet Energieffektive boliger med letbetonelementer. Projektet er søsat af Letbetonelementgruppen BIH i efteråret 2007 og har samlet eksperter på tværs af fag-grænser. Formålet har været at vise, hvordan et parcelhus og et etagehus med ændringer af blandt andet konstruktionsdetaljer kan tilpasses fire forskellige energiklasser.

Projektets resultater er samlet i et idékatalog, der stilles til byggebranchens rådighed. Det præsenteres på to temamøder på Teknologisk Institut den 1. september i Århus og den 8. september i Taastrup.

Første passive etagehus
De to huse er konstrueret, så de kan opfylde henholdsvis nutidens krav i BR08 samt lavenergi-klasse 2, 1 og 0. Sidstnævnte svarer til den tyske passivhusklasse, hvor energiforbruget til opvarmning og nedkøling er reduceret med 75 procent i forhold til de nuværende energikrav.

Projektets trekantede parcelhus og fleksible etagehus, som i øvrigt er Danmarks første etagebyggeri i passivhusklassen, er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, mens ingeniører fra Hundsbæk & Henriksen har foretaget beregningerne.

SBi roser samarbejdet
Derudover har en række leverandører inden for blandt andet isolering, varmegenvinding og vinduer bidraget til projektet med deres ekspertise.

Den tværfaglige tilgang til projektet roses af forskningschef Søren Aggerholm fra Statens Byggeforskningsinstitut:

"Der er ingen tvivl om, at udviklingen går i retning af lavenergiboliger, og allerede nu har en række kommuner øremærket udstykninger til denne type byggeri. Derfor er det rosværdigt, at byggebranchen samarbejder på tværs om at udvikle moderne boliger, der både er gode at bo i, smukke at se på, og som er gearet til fremtidens energikrav," siger Søren Aggerholm.

Bredt program på temamøder
Temamøderne varer fra kl. 13 til kl. 17 og byder på oplæg af både Søren Aggerholm, Mette Nymann fra C.F. Møller og Flemming Hoff Jakobsen fra Hundsbæk & Henriksen. Derudover vil eksperter fra Teknologisk Institut give indlæg om betons energimæssige egenskaber og betydning for indeklimaet.

Det er gratis at deltage i temamøderne. Tilmelding på kav@danskbyggeri.dk senest den 11. august.

Yderligere oplysninger hos lederen af projektet:
Teknisk chef Erik Fredborg, EXPAN, tlf. 76 37 79 40