The Petrified Forest
Vinder af Betonelement-Prisen 1987
Et andet erhvervsbyggeri, der synes at have givet genlyd over hele verden, er Paustians nye hus på Kalkbrænderiløbskaj i København, tegnet af arkitekterne Kim, Jan og Jørn Utzon.
Paustians høje idealer og forventninger til det nye udstillingsrum har arkitekterne indfriet overbevisende ved den 'forstenede skov' af betonsøjler, der foroven breder sig ud og bærer de langsgående dragere, hvorpå taget hviler.
Der er lys, stoflighed, smukke proportioner og mange oplevelser at hente, og betonelementerne viser her en ny side af deres egenskaber, når de i de rette hænder får en udformning og placering, der gør dem til en integreret del af det rum, hvis balkoner og tag de bærer.
Paustians hus er et skridt videre i den arkitektoniske udvikling, man kan følge såvel generelt som i betonelementbyggeriet i særdeleshed.