Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Åstrup Have i Haderslev: Betonblonder bærer stejlt stråtag

Historisk bygningskultur med svulmende udsmykninger får et gevaldigt, men respektfuldt tvist på Åstrup Have, der er en privat landejendom.

Den traditionelle slesvigske gårdtypologi er udgangspunktet for Åstrup Have, men den er blevet genfortolket, for bygherre og arkitekt har været enige om, at ejendommen ikke skulle have et fastfrosset, romantisk udtryk.

Arkitekturen har taget udgangspunkt i den firlængede gård med et gårdrum og de klassiske stejle stråtage på egnen, men samtidig ville arkitekten finde den modernitet, som bygherren var nysgerrig på.

Arret hud uden makeup
Tegnestuen fik lov at dyrke kontrasterne med beton overfor strå, hvor de rå betonelementer uden efterbehandling minder om arret hud uden makeup.

– Beton og strå er just ikke et klassisk eksempel på et ægteskab, men begge materialer tager vejret til sig og fremstår hudløst ærligt. Regnen fremelsker de mørke, bløde toner, mens solen lysner dem, fortæller Founding Partner Marco Berenthz, NORRØN.

Til at give endnu mere spil er forpladerne i sandwichelementerne flere steder prydet med relieffer, der minder om blonder, mens fugerne i de store gavle er opsprosset med markante messingprofiler, som danner et gyldent reliefmønster.

– Blonder og messing har været vores forsøg på at dyrke pyntesygen i den traditionelle byggeskik, og det har været et kunstnerisk eksperiment at finde frem til et udtryk, hvor vi fik det hele til at spille sammen, siger Founding Partner Poul Høilund, NORRØN.

– Vi har forsøgt at genfortolke noget lokalt på en ny måde, og vi er stolte over at se, at det er lykkedes. Det giver sult på mere, tilføjer han.

Længer med separate funktioner
Skjult og alligevel under åben himmel ligger skorsten, ventilation, solceller og ovenlysvinduer på alle fire længer. Det er muligt, idet en markant afskæring af tagprofilet skaber en form for nedsunket kar, så ejendommen opnår et rent og roligt udtryk.

Bygherren har visioner om, at ejendommen ikke blot skal være bolig, men også favne jord til bord-tankegangen, biodynamisk fødevareproduktion, dyr på græs og madskole. Derfor har hver enkelt længe sin egen funktion, nemlig bolig, gæstefløj, garage/værksted og endelig produktionskøkken med plads til undervisning.

– Det er vores bud på fremtidens landejendom. Vi oplever, at beton som materiale bliver diskuteret en del og til tider betegnes som fjendtligt. Derfor har vi været glade for at vise, at beton også kan være venligt og blødt og fremkalder et mageligt blik, pointerer Marco Berenthz.


Fakta, Åstrup Have, Haderslev
Bygherre: Privat
Arkitekt: NORRØN
Entreprenør: Søgård Byg
Betonleverandør: SHT
Opført: 2020
Areal: 600 m2


Foto: Torben Eskerod


Foto: Torben Eskerod


Foto: Torben Eskerod

Se de andre nominerede projekter

Pressefotos - Åstrup Have