Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

CODAN i Køge: Binder mørkt lager og lyse kontorer sammen

CODAN Medicals nye afdeling rummer lager og kontorer i ét kompleks. For at skabe sammenhæng er det hele bygget i ét plan og i samme reliefmønster udvendigt.

Ejendommen ligger naturligt i en sundhedspark tæt på Sjællands Universitetshospital i Køge, idet CODAN’s produkter er til hospitaler og medicinalindustrien. Det stiller krav til lageret, der skal være mørkt, mens bygherre og arkitekt har været fokuseret på at få mest muligt lys i de to kontorfløje.

– På lageret er der krav om stabile temperaturer hen over døgnet og året, og derfor valgte vi beton. Ved at bruge samme betonelementer til hele bygningsanlægget, får vi bundet lager og kontor sammen. Tilsvarende binder kantinen lager og kontorer – og mennesker – sammen indenfor, fortæller partner Søren Johansen i Johansen Skovsted Arkitekter.

Nord kontra syd
Harmonien kommer også til udtryk på andre måder. Anlægget indføjer sig naturligt i landskabet i kraft af forskudt kotering, og ved at skjule parkering og den tunge trafik ved lageret mod nord får kontorerne front mod syd mod et englandskab.

Lastbilerne holder mod nord, hvor det er plant, mens kontorfløjene ligger i to højder – og med frit udsyn. Dertil kommer en gårdhave, der forbinder de to kontorfløje.

Stor detaljegrad
Bygningen bliver opført i sandwichelementer, og som modspil til de tunge elementer har arkitekten ved udadgående hjørner valgt at lade vinduet sidde helt ud til forpladen.

– På den måde får vi blotlagt forpladens slanke profil, ligesom vi fritlægger den bærende bagplade bag ruden, forklarer Sebastian Skovsted.

Detaljerne kommer også til udtryk i den svagt grønne lasur, der er brugt i false ved vinduer, fremspring og døre. Nuancen er valgt i overensstemmelse med omgivelserne og virksomhedens identitet.

Endelig har tegnestuen prioriteret, at eventuelle nuancer ved samlinger skal passes til indvendigt, hvor bagpladerne udgør den endelig flade. I modspil til dem er der interiørvægge i fyr og gulve i eg eller indfarvede fliser.

– Træet giver en forfinethed. Det er varmt og rigt – og står flot sammen med de grove betonvægge, siger Søren Johansen.

Fakta om CODAN, Køge

Bygherre: CODAN Medical
Arkitekt: Johansen Skovsted Arkitekter
Rådgiver: Strunge Jensen
Entreprenør: MT Højgaard
Betonleverandør: Ambercon
Opført: Forventes færdigt efterår 2021
Areal: 3.000 m2 (kontor og lager)


Foto: Torben Eskerod


Foto: Torben Ekserod


Foto: Torben Eskerod

Se de andre nominerede projekter

Pressefotos - Codan