Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Forskningens hus

Vinder af Betonelement-Prisen 2000

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet (Odense Universitet) rummer højvidenskabelig forskning i enkle rammer.

Som én bygningsblok ud af 4 parallelstillede gør den sig gældende
ved sin afklarede og forfinede arkitektur.

Bygningens exteriør er præget af den sol- og lysregulering der overalt er blevet et væsentligt træk i periodens arkitektur. Det er ikke her betonelementerne springer i øjnene.

Til gengæld er man ikke i tvivl, når man kommer indenfor i den store vandrehal, der med sit 2-etager høje rum giver adgang til undervisningsrum, forskningslaboratorier og administrationskontorer, fordelt i bygningens 4 etager mod nord, og i de to øverste mod syd.

Vandrehallen er som en lærebog for begyndere i den rette brug af betonelementer, være sig søjler, dragere, bjælker eller dækelementer.

Rummets konstruktion er blevet dets arkitektur på et højt plan. Konstruktionen er veldyrket og proportioneret og giver, til trods for at den står helt ubehandlet, rummet en høj grad af oplevelse og poesi.

Her har forskningen i sig selv og de mennesker, der udfører den fået rammer, der funktionelt og æstetisk er optimale.