Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Renovering og tilbygning

Vinder af Betonelement-Prisen 1994

Ved årets betonelementpris 1994 til bebyggelsen Sophienberg nord for Rungsted af arkitekterne Ib og Jørgen Rasmussen markerer man betydningen af, at betonelementer også kan anvendes til bygninger, der skal tilknyttes historiske bygværker og derfor have en særlig udformning, der er nutidig men med et udstrakt hensyn til de historiske omgivelser, hvori man befinder sig.

Renoveringsopgaver er i dette årti af meget stort omfang og kalder på særlige egenskaber hos de arkitekter, der har ansvaret for dem.

Ib og Jørgen Ramussen har udformet to kvadratisk pavillon-agtige bygninger, symmetrisk placeret i forhold til det historiske Sofienberg slot. Hver af nybygningerne har et etageareal af samme størrelse som slottet, men ved deres kvadratiske grundform virker de mindre end den langstrakte slotsbygning og underordner sig derfor også hovedanlægget gennem deres symmetriske placering omkring anlæggets symmetriakse.

Pavillonerne indeholder ganske vist 3 etager, men med en dygtig udformning af vinduesplacering og en gennemgående modulering af betonelementer er etageinddelingen elimineret fra facaderne, og pavillonerne danner sammen med hovedbygningen en fornem indramning af anlæggets gårdrum.

Elementerne er af en meget enkel detaljering og har karakter af store kvadre med en omsorgsfuld udformning af deres overflade, hvis farve stemmer smukt sammen med hovedbygningens, og hvis stoflighed har sandstenens karakter. Det er bemærkelsesværdigt, at de efter 3-4 år i fri luft stadig fremstår som helt fabriksnye.