Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Dekonstruktivisme

Vinder af Betonelement-Prisen 1992

Da post-modernismen var ved at klinge ud, kom fra centraleuropa nogle nye arkitektoniske signaler, der gik under navnet dekonstruktivisme. Deres mål var at splitte de rigide modul- og konstruktionssystemer ad, og sætte dem sammen på en ny måde, således at hver bygningsdel fik sin egen identitet, men under en langt friere formulering, end man hidtil havde kendt.

Også dekonstruktivismen har fået sin plads i betonelementprisrækken, da man i 1992 tildelte arkitekterne 3 x Nielsen fra Arhus prisen for deres Retsbygning i Holstebro.

Anlæggets retssale, voteringsrum og administrationsafsnit viser sig som enkelte bygningsblokke, der samles under et stort, meget let aluminiumsbelagt tag, der svæver som en flyvinge hen over de monolitiske bygningsblokke, og hvis glasvægge afskærmer det store fællesrum, hvorfra der er adgang til de enkelte afsnit.

Det er en højst dramatisk dekonstruktivisme, således som den her får udtryk og den må siges samtidig at være effektfyldt med specielle virkninger, som de 3 søjler ved hovedindgangen, der netop ikke når op til taget for at bære dette.

Dekonstruktivismens muligheder er imidlertid her bestyret med sikker hånd, men måske nok på bekostning af nogle menneskekvaliteter, som man især må ønske sig, når der er tale om en retsbygning, hvor 'brugerne' ikke er dømte, før selve retsbehandlingen har fundet sted.