Vis menu

Montage

Da letbetonelementer leveres enten som elementleverance med eller uden montage, er der en del forhold som køber skal være opmærksom på, når der skelnes mellem en elementleverance og en elementleverance inkl. montage.

I det efterfølgende vil der blive redegjort for en stor del af de krav, som er forbundet med den Leverandørbrugsanvisning, som elementleverandøren skal lade følge med elementerne ved elementleverancer og montage.

Lovgrundlaget
Kravene til en leverandørbrugsanvisning findes i

Arbejdstilsynets anvisning nr. 2.4.0.1,
november 1998 "Leverandørbrugsanvisning til byggekomponenter", og i øvrigt henvises til

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561
af 24. juni 1994 - "Indretning af tekniske hjælpemidler" med senere ændringer.

Ovennævnte er udarbejdet i medfør af lov om Arbejdsmiljø.

Letbetonelementer er omfattet af denne bekendtgørelse om tekniske hjælpemidler, idet et teknisk hjælpemiddel også omfatter præfabrikerede konstruktioner.

Uddrag fra bekendtgørelsens § 34 er her vist, hvor der er skrevet letbetonelementer i stedet for teknisk hjælpemiddel

Med levering af et letbetonelement skal følge sådan brugsanvisning, som er nødvendig for at elementet kan anvendes, transporteres og opstilles sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Vejledningen skal indeholde oplysninger om eventuelle særlige sikkerhedsforan-staltninger, som er nødvendige i forbindelse med letbetonelementets anvendelse, transport og opstilling.

Brugsanvisningen skal være fyldestgørende og let forståeligt for de, der kan påregnes at skulle benytte den 

I øvrigt henvises til bips A113 afsnit B2 "Love og bekendtgørelser" med tilhørende rettelsesblad.

Leverandørbrugsanvisning
Formålet med leverandørbrugsanvisningen er - udover at leve op til lovens krav - at sikre, at der ikke sker uheld ved:
  • Håndtering
  • Lagring
  • Transport
  • Afstivning
  • Belastning
af letbetonelementer.

Vi gør opmærksom på, at producentens leverandørbrugsanvisning kun beskriver de forhold, som elementleverandøren har ansvaret for ved en letbetonelementleverance, og kun omfatter de gængse elementtyper. Ved andre elementtyper og specielle elementer, vil elementproducenten udarbejde særlig brugsanvisning.
De øvrige sikkerhedsmæssige aspekter ved en montage, som vedrører den projekterende eller montageentreprenørens ansvar, er ikke beskrevet her.

Der henvises til branchevejledningen vedrørende sikkerhed ved selve montagearbejdet. Se downloads.

Ansvarsfordeling
Ansvarsfordelingen mellem kunde, rådgiver, elementleverandør og montageentreprenør ved montageopgaver, skal beskrives i kontrakten i henhold til bips A113, 2005. I øvrigt henvises til "Branchevejledningen om montage af betonelementer og letbetonelementer" side 7 og 8.

Rådgiveren er anvendt som betegnelse for den, der forestår udarbejdelsen af projektgrundlaget - bygværk. Rådgiveren kan eventuelt også forestå bygværksprojekteringen (hovedstatik), herunder eventuelt også projektering af alle eller nogle af elementerne (elementstatik). Medmindre andet er angivet, benyttes betegnelsen rådgiver i betydningen rådgiver - konstruktion.

Leverandøren er anvendt som betegnelse for den, der forestår fremstilling og leverance af elementer. Leverandøren kan eventuelt også forestå projektering af alle eller nogle af elementerne (elementstatik). Leverandøren kan desuden eventuelt også forestå bygværksprojekteringen (hovedstatik).

Montageentreprenøren er anvendt som betegnelse for den, der planlægger og forestår montagen af elementerne, herunder projektering af midlertidige understøtninger, afstivninger etc.

Projekteringskoordinator er anvendt som betegnelsen for den, der koordinerer det samlede projektgrundlag for elementprojekteringen.

Projektkoordinator er anvendt som betegnelse for den, der overordnet koordinerer organisationsplaner, inkl. kommunikationslinier og beslutningskompetencer, samt tidsplaner.

Kontrakt
Til tilbud, ordrebekræftelse eller kontrakten vil der normalt være tilknyttet nogle montagebetingelser, som er retningsgivende for, hvilke arbejder der er indeholdt i en letbetonelementleverance inkl. montage. Det kan være krav til køreveje, indregnet kranstørrelse, tolerancer på fundamenter, tykkelse og afhærdning af klaplag, vand, el, understøbning, affald m. m.

Tolerancer og overfladespecifikationer
Når elementleverandøren forestår en elementleverance inkl. montage, er kvaliteten af montagearbejdet regnet udført i henhold til "Hvor går grænsen?" for elementer af letbeton, udgivet af Dansk Byggeri - 1. version / marts 2007 med rettelser.

Kvalitetssikring
Den enkelte producent har udarbejdet sit eget standardkvalitetssikringssystem for montageopgaver. På den konkrete montageopgave bør det sikres at systemet, er dækkende for den kvalitetssikring der ønskes.

Bearbejdning
Letbetonelementer kan bearbejdes med almindeligt bore- og skæreværktøj til beton. Hammer og mejsel må ikke anvendes til større bearbejdninger.
Udfræsning af lodrette riller i vægelementer til f. eks el-rør, kan udføres for hver meter med en maks. dybde på 25 mm og en maks. bredde på 50 mm. Større riller må ikke udføres, uden at bæreevnen af elementet undersøges.
Ved skæring af vandrette riller eller huller må det ligeledes sikres, at den nødvendige bæreevne er til stede.

Vinterforanstaltninger
I forbindelse med elementmontagen, anvendes ofte produkter til samling og understøbning af elementerne, så som limmørtel, under- og sammenstøbningsbetoner m. m., hvor det færdige resultat med hensyn til overflader og styrke, er afhængig af de betingelser, hvorunder afhærdningen foregår. Det kan være afdækning om sommeren mod hurtig udtørring og om vinteren mod frost.

Derfor skal disse betingelser altid undersøges hos leverandøren og iagttages for de montageprodukter som anvendes ved en montage. Under montagen skal det sikres at adgangsvej og kørevej er farbare, samt tilstrækkelig bæredygtige til den nødvendige trafik for montører, lastbiler og kraner.

I vinterperioden (1. oktober til 30. april) skal der træffes særlige vinterforanstaltninger, der tilgodeser arbejdsmiljø og sikrer kvaliteten af det udførte arbejde.

Der skal i særlig grad være opmærksomhed på den styrke betonen har, de steder hvor der skal være understøtninger for elementerne og de steder, hvor elementstøtterne skal fastgøres.

Yderligere oplysninger om vinterforanstaltninger kan findes på www.vinterkonsulenterne.dk.

Downloads