Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Fynske arkitekter vinder betonbranchens Oscar

Det fynske arkitektpar Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter i Troense på Tåsinge tildeles Betonelement-Prisen 2017 og Utzon-Statuetten – populært kaldet byggebranchens Oscar. Prisen og statuetten får de, for deres særlige arkitektoniske greb - at bygge betonelementer uden på en grå gammel kornsilo i Nordhavn i København, så siloen er forvandlet til Frihavns Tårnets lyse, moderne boliger.

I de seneste par år er priserne haglet ned over det fynske arkitektpar Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Troense. I 2015 tog succesarkitekterne først RENOVER´s specialpris for ombygningen af Egebjerg Mølle på Sydfyn. Herefter fulgte Svendborg Arkitekturpris 2015, og med Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten er de nu kommet helt op i superligaen i selskab med Jørn, Jan og Kim Utzon samt den verdensberømte Bjarke Ingels. Som konsekvens af prisregnen blev Praksis Arkitekterne sidste år Gazelle-virksomhed efter fire regnskabsår med positiv vækst og en fordobling af omsætningen.



Betonelement-Prisen og Utzon-statuetten 2017 går til Mette Tony og Mads Bjørn Hansen for deres transformation af Frihavns Tårnet - en gammel DLG-kornsilo i Københavns nye mondæne kvarter, Nordhavn - til et bæredygtigt boligbyggeri af høj arkitektonisk kvalitet.

Et kæmpe skulderklap
- At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder os er et kæmpe skulderklap. Frihavns Tårnet er et projekt, vi har arbejdet med i tre år, og det har fyldt rigtigt meget på tegnestuen. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i vores verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Det er vi vældig stolte over, siger Mette Tony og Mads Bjørn Hansen, der sammen ejer Praksis Arkitekter med i alt cirka 24 medarbejdere og kontorer i sydfynske Troense og København.



Lyst til at røre ved bygningen
- Frihavns Tårnet er et originalt eksempel på, at gamle industribygninger ofte er et fremragende grundmateriale at arbejde videre med. Praksis Arkitekter har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem det overordnede arkitektoniske greb og så en detaljering, der altid giver beskueren lyst til at komme tættere på – lyst til at røre ved bygningen, siger formanden for Betonelement-Prisens jury, Kent Martinussen, der er administrerende direktør på Dansk Arkitektur Center.

I siloens massive betonydervægge er der udskåret vinduespartier, som går helt til gulvet. Uden på facaden skaber betonelementer med en varierende søjlerytme nu en søjle/pladekonstruktion af næsten filigranagtig karakter. Det giver beboerne lyse lejligheder med 3-3,7 meter til loftet og store altaner med plads til udemøblering. Tårnet har et samlet boligareal på cirka 11.000 m2 og er med i alt 12 etager - fem etager højere end den oprindelige silo.

Juryen fremhæver også siloens nordfacade, hvor der er indføjet felter med egetræsplanker. Motivet med egetræ mod beton er videreført i de fælles adgangsveje og går igen i lejlighederne som gulvbelægning. Samtidig er nordfacaden en opvisning i, hvor langt betonelementindustrien er nået. Facaden står som en enorm, repetetiv flade med delikat rytme og dybde, båret af en kolonnade formet af markante betonsøjler i dobbelt højde.



Betonelement-Prisen er indstiftet af Betonelement-Foreningen i 1978. Den gives som en anerkendelse for på højt arkitektonisk niveau at anvende betonelementer i et byggeri. Betonelement-Prisen er tidligere gået til en lang række fremragende danske arkitekter, heriblandt Signe & Christian Cold, Lene Tranberg, Bjarke Ingels samt Kim, Jan og Jørn Utzon. Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten overrækkes ved en prisfest den 30. marts 2017, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og In-Situ Prisen uddeles.

Læs mere om Betonelement-Prisen på www.bef.dk 

For yderligere oplysninger om Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten:
Mette Tony, Praksis Arkitekter, tlf. 27 20 05 78
Mads Bjørn Hansen, Praksis Arkitekter, tlf. 20 49 04 14
Kent Martinussen, formand for Betonelement-Prisens bedømmelsesudvalg, tlf. 32 57 19 30
Poul Erik Hjorth, direktør i Betonelement-Foreningen, tlf. 40 21 93 50 

Download pressefotos


FAKTA

Om Praksis Arkitekterne

  • Praksis Arkitekter ejes af Mads Bjørn Hansen og Mette Tony
  • Ud over Frihavns Tårnet står Praksis Arkitekter bag en lang række præmierede bygninger og renoveringsprojekter som fx Egebjerg Mølle på Fyn og Maltfabrikken i Ebeltoft
  • Praksis Arkitekter har kontorer i Troense og København med i alt cirka 24 medarbejdere

Om Betonelement-Prisen

  • Betonelement-Prisen gives som en anerkendelse for på højt arkitektonisk niveau at anvende betonelementer i et byggeri
  • Tidligere prismodtagere tæller bl.a. Bjarke Ingels og tegnestuen BIG ligesom Jørn Utzon modtog prisen i 1987 sammen med sine to sønner Jan og Kim Utzon for Paustian A/S hovedsædet i København
  • Med Betonelement-Prisen følger 75.000 kroner, der sponseres af Aalborg Portland, en plakette til bygherren til indmuring samt en indrammet lærredsgengivelse af plaketten til arkitektfirmaet. Aalborg Portland har desuden stået for mangfoldiggørelsen af Utzon-Statuetten

Om Utzon-Statuetten

  • Vinderen af Betonelement-Prisen kan tildeles Utzon-Statuetten, som er designet af Jørn Utzon i 2008
  • Prisen gives for at have ydet en bemærkelsesværdig, kreativ og nyskabende indsats i dansk arkitektur
  • Utzon-Statuetten symboliserer Jørn Utzons verdensberømte ikon, Operabygningen i Sydney fra 1973, hvis ”vinger” blev formet over kuglefaconen
  • Etableringen af statuetten som symbol på Betonelement-Prisen skete i anledning af Jørn Utzons 90-års fødselsdag den 9. april 2008
  • Utzon-Statuetten – som også kaldes betonbranchens Oscar – blev første gang overrakt sammen med Betonelement-Prisen i 2009. Tidligere prismodtagere tæller bl.a. arkitekterne Signe & Christian Cold, Entasis A/S (2009), Bjarke Ingels (2011), Kim Flensborg, Arkitektfirmaet Nord (2013) og Klaus Toustrup, C.F. Møller A/S (2015)

Om Frihavns Tårnet

  • 78 lejligheder i Nordhavn på Østerbro i København
  • Frihavns Tårnet er moderne beboelser, fremkommet ved transformering en DLG-kornsilo ved hjælp af betonelementer
  • Frihavns Tårnet har 12 etager og et samlet boligareal på cirka 11.000 m2. De enkelte lejligheder varierer fra 62 til 230 m2
  • Frihavns Tårnet har en lobby med patinerede egepaneler, rå beton og en loftshøjde på ikke mindre end 4,70 meter
  • Den fælles taghave er konstrueret med mest muligt læ for vind og vejr. Der er udsigt til Københavns tårne, op og ned langs kysten samt til Malmø
  • Alle lejligheder har brede terrasser i en naturlig forlængelse af indemiljøet og med plads til udemøblering
  • Bygherre er Morten Boll og 2L Holding

Om juryen
Et bedømmelsesudvalg afgør, hvem der vinder Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten. Bedømmelsesudvalget består af:

  • Kent Martinussen, arkitekt, adm. direktør, Dansk Arkitektur Center (formand)
  • Bente Scavenius, kunsthistoriker, mag. art.
  • Jørn Langvad, arkitekt M.A.A., Jørn Langvad A/S
  • Christian Cold, arkitekt M.A.A., Entasis
  • Claus Bering, ingeniør, adm. direktør for CRH Denmark A/S og bestyrelsesformand for Betonelement-Foreningen

Om prisfesten

  • Prisfesten afholdes på den 30. marts 2017
  • Arrangør er Dansk Beton, der er et branchefællesskab i Dansk Byggeri for producenter af beton og betonprodukter
  • Prisfestens målgruppe er: Bygherrer, arkitekter og ingeniører gerne med fokus på fremtidens betonbyggeri samt med interesse for nytænkning og inspiration omkring bæredygtigt byggeri
  • Læs mere om prisfesten på www.danskbeton.dk eller få yderligere oplysninger hos branchedirektør Thomas Uhd, Dansk Beton, thu@danskbyggeri.dk eller 22 94 41 67

Om prisuddelinger
Ved prisfesten uddeles tre priser:

  • Betonelement-Prisen sammen med Utzon-Statuetten – til en arkitekt, der har udført et markant elementbyggeri
  • In-Situ Prisen – til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale
  • Bæredygtig Beton Prisen – en publikumspris, der uddeles for et betonbyggeri eller -anlæg, der forener miljø, æstetik og social ansvarlighed