Et konsekvent byggeri med noget på hjerte

Betonelement-Prisen blev opfundet i midten af 70-erne, af den daværende ledelse i Betonelement- Foreningen. Den skulle gives som en anerkendelse af talentfuld arkitektonisk anvendelse af betonelementer i et bygværk. Formålet var at ændre det dårlige image beton havde fået i offentligheden, igennem byggeboomet i 50-erne og 60-erne.
 

Første gang prisen blev uddelt var i 1978 og den gik til arkitekt Knud Ejvind Rasmussen. Bygværket var boligbebyggelsen Gadekjæret i Ishøj. Et byggeri som på afgørende vis brød med kransporstyranniet. 
 

Selv i tidens prisvrimmel, er der ingen tvivl om, at Betonelement-Prisen nyder stor respekt blandt byggefagfolk, i kraft af den, igennem alle årene, vedvarende lødighed i udvælgelsen af prismodtagere og bygværker.
 

Den har i høj grad været med til at udbrede kendskabet til betonelementer og deres anvendelse i bygværker af høj arkitektonisk kvalitet.
 

Betonelement-Prisen har selvfølgelig også en andel i den kvalitetsbevidsthed og faglige stolthed som hersker blandt Betonelement-Foreningens medlemmer.
 

Betonelement-Prisen vil, på trods af sin høje alder, fremover stadig have stor betydning for branchen.
 

Vi skal nu i gang med uddeling af prisen for 22. gang. Den er på 75.000 kr. som venligst er stillet til rådighed af ÅLBORG-PORTLAND.

 

Emaljehaven - navnet må være en romantiseret henvisning til emaljefabrikken Glud & Marstrands gamle fabriksområde på Nørrebro - er en boligbebyggelse, som er opført med Søtoftegård som bygherre og med arkitektfirmaet Creo og arkitektfirmaet  Entasis samt ingeniør Oluf Jørgensen som rådgivere.
 

Et byggeri der har noget på hjertet - ikke nødvendigvis et kønt et - men et konsekvent et. - Et slags dogmebyggeri – nu skal vi fand´me tegne et betonelementhus, der ikke skammer sig over at være et betonelementhus - et manifest - en protest mod det moderne slikkede strømlinjede udtryk, der præger meget af tidens arkitektur, som kan ses i de glittede blade, der kommer i hobetal.
 

Et byggeri i det barske nordvest kvarter, som kan holde stand mod kedsomheden, der stråler ud fra de omkringliggende boligblokke.
 

Et bygværk der har den blanding af råhed og poesi, som var i det gamle industrikvarter med emaljefabrikken, mejeriet  Enigheden og meget andet. 
 

Bygværket er kendetegnet ved at være en lang blok, der følger gaderne langs grundens grænser og samtidig favner et grønt friareal, således at bebyggelse og friareal smelter sammen til en arkitektonisk helhed. I gaderummet var der plantet en række birketræer, igennem hvis lette løv og grenhang facadens spejl ville glimte. Uheldigvis er en ukendt person gået bersærk med en motorsav og har nedlagt samtlige træer.
 

Blokken er i 5 etager og indeholder 185 beboelseslejligheder, såvel sociale lejeboliger som andels- og ejerboliger. Desuden er der fællesrum og en lille del til erhverv. Med en sådan kombination af beboere og et trægt administrationsselskab, går der desværre nok en rum tid, inden der findes plads i budgettet til en genplantning. I øvrigt har kommunen forlangt, at friarealet skal have status af et offentligt friareal – det bliver spændende at se, om det fungerer!
 

Apropos - har Københavns Kommune ved stadsarkitekt Jan Christiansen, også insisteret på, at bebyggelsen skulle have et højt arkitektonisk niveau - hvilket lagde et mildt, men bestemt pres på bygherren til at antage en kvalificeret arkitekt. – Og tak for det!
 

Der er anvendt et, for betonsandwichfacedeelementer, sædvanligt konstruktionsprincip, ved at facaderne bærer etagedækkene, som er betondækelementer. I forpladen på facadeelementet er der iblandet marmorskærver, således at overfladen, ved den efterfølgende slibning, fremstår som en blank, let skinnende, emalje agtig overflade. Måske det er en (ubevidst) reference til den gamle emaljefabriks produkter.
 

Når man anvender etagehøje elementer, kan det være svært at eliminere det  lidt tunge udtryk, som let kan opstå ved at anvende disse ”kæmpemursten”. Samtidig kan det være svært at begrænse varianterne og en deraf følgende forøgelse af byggeudgiften.
 

Men her er det løst på usædvanlig raffineret vis. Der er anvendt een hovedvariant – med eet vindueshul. De passer sådan sammen, at der ved montagen opstår et mellemrum, som er endnu et vindueshul. 
 

Hvor der i det første indsættes et vindue, hvor glasset ligger i plan med betonfacadeoverflade, forsynes mellemrummet med et vinduesparti, som er trukket helt tilbage i facadevæggen. Dette gælder for havefacaden, hvor der opnås en mild opblødning af det strenge udtryk. I facaden mod gaden ligger glasset i plan med overfladen i begge vindueshuller, hvilket er - bevidst, kan man tro - for at holde afstand til det anonyme gadeliv.
 

Ved at kombinere ensformigheden med variationen - ved at reducere antallet af detaljer, og derefter forfine dem - er der med disse enkle greb skabt et stykke arkitektur af høj kvalitet - og netop derfor er bebyggelsen Emaljehaven og dermed CREO arkitekter og tegnestuen ENTASIS værdige at få tildelt BETONELEMENTPRISEN 2009.
 

I processen med at tegne dette bygværk har der været en klar rollefordeling mellem de to samarbejdspartnere. CREO har været bygherrens ”mand” i projektudviklingsprocessen og i detailprojekteringen. ENTASIS har været den kreative part, som, med stadsarkitekt Jan Christiansens støtte, har stået for den arkitektoniske udformning. Med dette og med henvisning til den tidligere beskrivelse af bygværkets arkitektoniske finesser er vi fremme ved tegnestuens navn ”Entasis”. Frit efter Wikipedia er det et græsk ord, som beskriver en tilføjelse af en konveks kurve til en overflade af estetiske årsager. En lille detalje, der især er kendt fra klassiske søjler. Det må tolkes som tegnestuens ambition, at finde den lille detalje som hæver dens arbejder op over det sædvanlige. Af tegnestuens tidligere værker vil jeg især fremhæve den fine lille auditoriebygning, vundet i en konkurrence, og bygget til forsvarets idrætsskole i Ryparkens Kaserne. Det andet jeg vil fremhæve er udvidelsen af Tove og Ebbe Clemmesens svømmehal i Gentofte - Kildeskovshallen. Et mesterligt stykke arkitektur, som ENTASIS - også ved en vunden konkurrence - har tilføjet en ligeså mesterlig udbygning.

 

Betonelementforeningen har i foråret 2008, med accept og hjælp til udformningen fra JØRN UTZON selv, indstiftet et trofæ kaldet JØRN UTZON-STATUETTEN. 
 

Præsentationen af statuetten i 2008 markerede Jørn Utzons 90 års fødselsdag og Betonelement-Foreningens 50 års jubilæum.
 

Betonelementernes sande mester er nu død. Æret være Jørn Utzons minde.
 

Priskomiteen har besluttet at trofæet i år tilfalder ENTASIS ved arkitekterne Signe og Christian Cold.
 

Ovenstående er Jørn Langvads manuskript i forbindelse med prisoverrækkelsen.