Inspiration » Betonelement-Prisen » Pressemateriale » Betonelement-Prisen udvides med dansk arkitekturs ”Oscar” »

Betonelement-Prisen udvides med dansk arkitekturs ”Oscar” – Jørn Utzon-Statuetten

Betonelement-Prisen er en af de mest hæderkronede og betydningsfulde priser inden for den danske byggebranche – og med lanceringen af den tilknyttede Jørn Utzon-Statuette placerer prisen sig som den danske ”Oscar” inden for dansk arkitektur.

I anledning af Jørn Utzons 90 års fødselsdag den 9. april 2008 besluttede Betonelement-Foreningen at hædre Danmarks verdensberømte fødselar med etableringen af en Jørn Utzon-Statuette. Denne skulle i fremtiden overrækkesden enkeltperson i gruppen af Betonelement-Prisens modtagere, der havde ydet den største kreative og nyskabende indflydelse på det aktuelle, anerkendte bygningsværk, og præsentationen af Jørn Utzon-Statuetten i 2008 markerede ud over Jørn Utzons runde fødselsdag også Betonelement-Foreningens 50-års jubilæum.
 
Betonelement-Foreningen var så heldig – med hjælp fra arkitekt Jan Utzon – at få Jørn Utzon til at sætte sit præg på designet af statuetten i foråret 2008. Designet symboliserer Jørn Utzons verdensberømte ikon, Operabygningen i Sydney fra 1973, hvis ”vinger” blev formet over kuglefaconen, og netop denne form går igen i statuettens design.  

Siden har verden måttet tage afsked med Danmarks verdensberømte arkitekt, og det er derfor en endnu større ære for Betonelement-Foreningen, at kunne overrække den første Jørn Utzon-Statuette – helt enestående designet af Jørn Utzon selv for så kort tid siden.
 
Betonelement-Prisen hædrer æstetisk, bæredygtigt byggeri
Betonelement-Prisen blev etableret i 1978 og uddeles til danske arkitekter, der på uventede måder benytter sig af betonens mangfoldighed i byggerier i Danmark. Den gives som anerkendelse af en talentfuld og god arkitektonisk anvendelse af betonelementer i et æstetisk, bæredygtigt byggeri, hvor betonelementer udgør et dominerende element i byggeriet. Og det var netop denne anvendelse af betonelementer, som Jørn Utzon så epokegørende lagde ud med for små 60 år siden og manifesterede i sit verdensberømte ikon.
 
I disse år arbejder betonbranchen ihærdigt på at fremme betonens image og tager gerne udfordringen op fra den generation af arkitekter, som hverken vil eller kan gå på kompromis med kvalitet og pris. Bygninger skal være vedligeholdelsesvenlige og må ikke belaste miljøet unødigt, hverken under opførelse eller i brug.

Beton er et af de materialer, som opfylder disse krav til bæredygtighed. Og det er ikke kun bestanddelene grus, sand, vand og cement, der placerer betonbyggerier på den gode side af miljøkravenes vægtstang – æstetikken i de moderne beton-byggerier er lige så vigtig – for netop igennem denne får byggerierne den arkitektoniske værdi og funktionalitet, som bærer i de næste mange generationer. Også her placerede Jørn Utzon sig på en førsteplads som æstetikkens vogter.
 
Betonelement-Prisens modtagere 2009
Mange af vort lands mest kendte arkitekter har siden 1978 modtaget Betonelement-Prisen, og Jørn Utzon modtog selv prisen i 1987 sammen med sine to sønner Jan og Kim Utzon for Paustian A/S hovedsædet i København. Den 5. marts overrækkes Betonelement-Prisen atter sammen med den danske betonbranches andre priser ved en fælles event i DR-Byen,
 
Betonelement-Prisen 2009 går til arkitektfirmaet Creo Arkitekter A/S v. Lars Møller Christensen, arkitekt MAA og til arkitektfirmaet Entasis v/ Signe og Christian Cold, arkitekter MAA, der sammen har tegnet boligbebyggelsen Emaljehaven på emaljefabrikken Glud & Marstrands gamle fabriksområde i Københavns Nordvestkvarter. Byggeriet har haft entreprenørfirma Søtoftegård Sjælland A/S og rådgivende ingeniørfirma Oluf Jørgensen A/S som henholdsvis bygherre og rådgiver.
 
I processen har Creo Arkitekter A/S stået for projektudvikling og detailprojektering, og Entasis har været den primære kreative part, som med stadsarkitekt Jan Christiansens støtte og opbakning, har stået for den arkitektoniske udformning. Projektet blev visualiseret af Creo Arkitekter, da det skulle godkendes, og hele den borgermæssige beslutningsproces, der skabte grundlag for projektet, blev gennemført i samarbejde med Søtoftegaard. Sammen med Entasis argumenterede og gennemførte Creo Arkitekter de dogmer, som blev gældende for projektet, og da det er Signe og Christian Cold, der har været de primære kreative kræfter bag bygningsværket, er det dem, der tildeles Jørn Utzon-Statuetten.
 
Uddrag fra Betonelement-Prisens
bedømmelseskomiteens begrundelse:
Jørn Langvad, arkitekt MAA skriver, ”Emaljehaven er et byggeri, der har noget på hjertet – ikke nødvendigvis et kønt et – men et konsekvent et. Et slags dogme byggeri – nu skal vi fand'me tegne et betonelementhus, der ikke skammer sig over at være et betonelementhus – et manifest – en protest mod det moderne, slikkede, strømlinede udtryk, der præger meget af tidens arkitektur,” og Jørn Langvad skriver videre,
 
”Det er et byggeri i Københavns barske Nordvestkvarter, som kan holde stand mod kedsomheden, der stråler ud fra de omkringliggende boligblokke – et bygningsværk, der har den blanding af råhed og poesi, som var i det gamle industrikvarter med emaljefabrikken og det gamle andelsmejeri ”Enigheden” og meget andet”.
 
Jørn Langvad konkluderer: ”Ved at kombinere ensformigheden med variationen – ved at reducere antallet af detaljer, og derefter forfine dem – er der med disse enkle greb skabt et stykke arkitektur af høj kvalitet – og netop derfor er bebyggelsen Emaljehaven og dermed Creo Arkitekter og arkitektfirmaet Entasis værdige til at få tildelt Betonelement-Prisen 2009.” 
 
Nyttige links:
Læs mere om Betonelement-Prisen og hele Jørn Langvads begrundelse for valget af prismodtagerne 2009 på
 
Læs om den danske betonbranches andre priser og om eventen den 5. marts i DR Byen på,
Andre oplysninger:
 
Med Betonelement-Prisen – og den store hæder – følger foruden Jørn Utzon-Statuetten også 75.000 kroner, der sponsoreres af Aalborg Portland A/S, en plakette til bygherren til indmuring samt en indrammet lærredsgengivelse af plaketten til begge arkitektfirmaer. Aalborg Portland A/S har desuden stået for mangfoldiggørelsen af Jørn Utzon-Statuetten.
 
Betonelement-Prisens bedømmelsesudvalg:
Bente Scavenius, kunsthistoriker, mag. art.
Finn Monies, arkitekt MAA, KHR A/S arkitekter.
Jørn Langvad, arkitekt MAA, Jørn Langvad A/S.
Kent Martinussen, arkitekt, adm. direktør, Dansk Arkitektur Center.
Claus Bering, ingeniør, adm. direktør i Betonelement a/s og bestyrelsesformand for Betonelement-Foreningen.
 
De 3 seneste prismodtagere af Betonelement-Prisen er:
2002: Bygherre: CCI Europe A/S, hovedkontor i Højbjerg.
Arkitekter: Arkitektgruppen Aarhus.

2004:
Bygherre:
a. Rosendahl A/S, hovedkontor i Hørsholm.
b. Københavns Havn, HTS Arbejdsgiverforeningens hovedkontor i København.
c. Helsingborg Stad Kärnfastigheter, Dünkers Kulturhus i Helsingborg.
Arkitekter: Kim Utzon Arkitekter.

2007:
Bygherre: Fonden Tietgenkollegiet, som blev stiftet i 2001 på grundlag af en donation fra Nordea Fonden. Tietgenkollegiet på Amager.
Arkitekter: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
 
Det er muligt at få interview med:
A. Dette års modtagere af Betonelement-Prisen og modtagerne af Jørn Utzon-Statuetten, Creo Arkitekter A/S og Entasis, Signe og Christian Cold, arkitekter MAA.
B. Jan Christiansen, stadsarkitekt ved København Kommune.
C. Jørn Langvad, arkitekt MAA, Jørn Langvad A/S, formand for Betonelement-Prisens bedømmelsesudvalg.
D. Jan Utzon og Kim Utzon, arkitekter MAA.
E. Kent Martinussen, arkitekt MAA, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center, medlem af Betonelement-Prisens bedømmelsesudvalg.
F. Claus Bering, ingeniør, adm. direktør i Betonelement a/s og bestyrelsesformand for Betonelement-Foreningen
G. Poul Erik Hjorth, direktør i Betonelement-Foreningen.
 
Kontakt nedenstående vedrørende interviews eller andre spørgsmål:
Poul Erik Hjorth, Betonelement-Foreningen, tlf. direkte: 72 16 02 68, e-mail: poh@danskbyggeri.dk, eller Hanne Kruse, journalist, tlf.: 33 33 97 77, e-mail: hk@metropolis-design.dk